Referat af skoleudviklingssamtale d. 16. januar 2026
Deltagere
Forvaltningen: Merete Overgaard, Mette Hove
Elevråd: Sigrid (5.A), Nicolaj (5.A), William (8.A), Nicholas (8.A), Andrea (5.B) og Emilie (6.B)
Lærere: Anne, Charlotte, Line og Sidsel
Pædagoger: Sara
Ledelse: Peter, Vicky og Torkil
1. Velkomst, gennemgang af dagsorden og formål
Peter bød velkommen og gennemgik dagsordenen for mødet
2. Elevrådets punkt
4 elevrådsrepræsentanter fra afdeling Farstrup og 2 fra afdeling Sebber fremlagde først deres svar på 6 spørgsmål, de havde fået omkring trivsel, undervisning, elevinddragelse, pauser, samarbejdet mellem de to skoler og prioriteter for næste skoleår. Børnene havde forud talt med deres skolekammerater om spørgsmålene, så deres udsagn gav en god baggrund for en dialog om, hvordan det er at være en del af læringsfællesskaberne på de to afdelinger.
Børnene fortalte, at de generelt er glade for skolen på begge afdelinger. Det er vigtigt for trivslen, at der er kendte voksne, og ikke for mange vikarer. I undervisningen er det vigtigt, at lærerne har tid til at give gode forklaringer på opgaver og til at støtte børnene i deres opgaver. Det er også vigtigt, at børnene er gode til at hjælpe hinanden. Børnene føler, at de bliver lyttet til og inddraget.
Fra begge afdelinger siger de, at fællesdage/aktiviteter på tværs af afdelingerne er sjove og skaber fællesskaber.
3. Fremlæggelse af status
a. Data
Peter fremlagde data for skoleafdelingerne, hvor han både var omkring data fra Nationale overgangstest, eksamensresultater og resultater fra Trivselsmålingen.
Nationale overgangstest
Vi har set 3 år tilbage, for at se på udviklingen indenfor både dansk og matematik.
Elevresultater dansk læseforståelse - øjebliksbillede
Resultaterne er opsummerede for alle skolens klasser
| Farstrup Skole | Farstrup Skole | ||||
| Andel niveauerne (3,4,5) | Andel på niveau 5 | Andel på niveau 1 | Andel niveauerne (3,4,5) | Andel på niveau 5 | Andel på niveau 1 |
2022/2023 | 44% | 5% | 19% | 65% | 10% | 10% |
2025/2026 | 50% | 3% | 21% | 65% | 10% | 10% |
Resultaterne for dansk viser, at der er kommet flere læsere i kategori (3, 4, 5), men at vi ligger en del under det forventede landsgennemsnit i kategorien. Der har været et lille fald i kategori 5, som er de bedste læsere. Samtidig er andelen af de mest udfordrede læsere i kategori 1 steget lidt, og her ligger væsentlig flere end det forventede landsgennemsnit. Resultaterne viser, at vi fortsat skal have stort fokus på læseudviklingen.
Elevresultater matematik - øjebliksbillede
Resultaterne er opsummerede for alle skolens klasser
| Farstrup Skole | Nationen | ||||
| Andel niveauerne (3,4,5) | Andel på niveau 5 | Andel på niveau 1 | Andel niveauerne (3,4,5) | Andel på niveau 5 | Andel på niveau 1 |
2022/2023 | 58% | 10% | 14% | 65% | 10% | 10% |
2025/2026 | 61% | 9% | 18% | 65% | 10% | 10% |
I matematik er andelen af elever i kategori (3, 4, 5) også steget lidt, og her ligger vi næsten på det nationalt forventede gennemsnit. Andelen af børn i kategori 5 svarer til det forventede nationale niveau. Vi har fortsat for mange børn på niveau 1, og her er andelen endda steget. Andelen af børn på niveau 1 er størst i de ældste klasser. Der er måske en sammenhæng med læseresultaterne, da der er mere læsning i matematik i de ældre klasser.
Eksamensresultater
Her har vi set på eksamensresultater fra skoleåret 2018/2019 til skoleåret 2024/2025. Analysen viser en fin stigende tendens ved alle de praktisk/musiske fag. I engelsk er der også en lille stigning. I fysik/kemi, biologi og geografi ligger niveauet jævnt over årene. Eksamensresultaterne i matematik er i modsætning til resultaterne i Nationale overgangstest først steget en smule i perioden og siden faldet til lidt under niveauet i 2018/2019. I dansk er der små udsving i karaktererne i alle dele af faget, men der er ikke signifikante tendenser i fald eller stigninger.
Undervisningseffekt
Ifølge CEPOS ligger undervisningseffekter for afgangseleverne fra Farstrup Skole samlet for skoleårerne 2022/2023, 2023/2024 og 2024/2025 på 0,2. Det vil sige, at effekten af undervisningen i forhold til det område, skolen dækker, er noget over det forventede. For de pågældende skoleår ligger Farstrup Skole i den bedste fjerdedel for undervisningseffekt blandt landets skoler.
Trivselsmåling
Trivselsmålingerne for de seneste tre år viser, at der er en høj trivsel på begge skoleafdelinger. Børnene er glade for deres skoler og lærere. Begge skoler (hidtil er skolerne adskilt i trivselsmålingerne) ligger i den høje ende i Aalborg Kommune. Vi vil i særlig grad have fokus på børnenes oplevelse af “Støtte og inspiration”, som indikator for, at børnene bliver hjulpet godt på vej i deres læring og dannelse.
b. Indsatsområder i skoleudviklingsplanen
Mål og indsatsområder i den strategiske handleplan blev gennemgået og drøftet. Dele af handleplanen er stadig aktuelle, med der er også dele, som er gennemført og dele, som ikke længere findes aktuelle.
c. DUS
DUS er en vigtig del af den sociale trivsel og læring. Sara fortalte om, hvordan der i DUS fx arbejdes med fællesskabende praksisser.
d. LBO-samarbejde
Vicky fremlagde om samarbejdet mellem Regnbuen og afdeling Sebber. Samarbejdet er vigtigt, for at sikre gode overgange for børnene. Der er et tæt samarbejde om de kommende børnehaveklassebørn, som kommer over på skolen to timer om ugen det sidste halve år, før de starter i skole. De er ligeledes med i DUS en til to dage om ugen fra vinterferien. Der er også fællesarrangementer for børnene i Regnbuen og DUS løbet af året.
e. Samarbejde Sebber/Farstrup
Torkil fremlagde om samarbejdet på tværs af afdelingerne Sebber og Farstrup, både blandt børn og voksne. Samarbejdet er vigtigt, for at sikre gode overgange mellem afdelingerne, og for at styrke os som en fælles organisation
4. Drøftelse af fremadrettet strategisk handleplan
a. Hvordan lykkes vi med at udbrede fællesskabende praksisser?
Vi har haft tre ressourcepersoner med i “Fællesskabende praksisser” de sidste 1½ år. For at få dette udbredt til resten af skolen er der behov for, at ledelsen kommer tættere på, så der bliver skabt nogle rammer for, hvordan der skal arbejdes med det på Farstrup Skole.
b. Danskfagudvalg - kvalificering af det.
Der er enighed om, at der fortsat skal være fokus på læsning på Farstrup Skole. Der skal sættes konkrete måltal på, for hvor vi ønsker at stå i test i de kommende år. I danskfagudvalg skal vi finde ud af, hvilke konkrete tiltag der er behov for, for at underbygge læseudviklingen fremadrettet. Det kan blandt andet være inddragelse og konsulenter.
c. Læringsvejleder skal i spil - hvordan?
Ledelsen skal sammen med læringsvejlederne sætte rammer op for, hvordan de kommer i spil i forhold til alle lærere i kommende skoleår.
5. Opsamling - aftaler
På baggrund af drøftelserne her tilretter ledelsen den strategiske handleplan og efterfølgende præsenteres den for skolens personale.